Skip to main content

Erasmus+

EU programme for education, training, youth and sport

Denne webside afspejler endnu ikke indholdet af Programguiden for Erasmus+ 2022. Men du kan downloade hele guiden som PDF på dit foretrukne sprog ved at klikke på ”Download” til højre på denne side.

Kapacitetsopbygning på ungdomsområdet

Kapacitetsopbygningsprojekter er internationale samarbejdsprojekter baseret på multilaterale partnerskaber mellem organisationer, der er aktive på ungeområdet i program- og partnerlande. De har til formål at støtte internationalt samarbejde og politisk dialog på ungdomsområdet og ikkeformel læring som en drivkraft for bæredygtig socioøkonomisk og ungdomsorganisationers og unges velfærd.

Aktionens mål

Aktionen har til formål at:

  • øge kapaciteten hos organisationer, der arbejder med unge uden for formel læring
  • fremme ikkeformelle læringsaktiviteter i partnerlande, navnlig rettet mod unge med færre muligheder, med henblik på at forbedre kompetenceniveauet og samtidig sikre unges aktive deltagelse i samfundet
  • støtte udviklingen af ungdomsarbejde i partnerlande, så dets kvalitet og anerkendelse forbedres
  • fremme udvikling, test og lancering af ordninger og programmer for ikkeformel læringsmobilitet i partnerlande
  • bidrage til gennemførelsen af EU-strategien for unge (2019-2027), herunder de 11 europæiske mål for unge
  • fremme samarbejde på tværs af forskellige regioner i verden gennem fælles initiativer
  • forbedre synergierne og komplementariteten med de formelle uddannelsessystemer og/eller arbejdsmarkedet.

 

Tematiske områder/specifikke mål

Forslagene bør fokusere på et eller flere af følgende tematiske områder:

  • politisk deltagelse og dialog med beslutningstagere
  • inklusion af unge med færre muligheder
  • demokrati, retsstatsprincippet og værdier
  • styrkelse og engagement af unge og unges beskæftigelsesegnethed
  • fred og forsoning efter konflikter
  • miljø og klima
  • ikke-forskelsbehandling og ligestilling mellem kønnene
  • digitale færdigheder og iværksætterfærdigheder.

Aktiviteter

De foreslåede aktiviteter skal være direkte knyttet til aktionens generelle og specifikke mål, dvs. de skal svare til et eller flere af de ovennævnte tematiske områder, og de skal være beskrevet i en projektbeskrivelse, der dækker hele gennemførelsesperioden. I forbindelse med denne internationale globale aktion skal projektaktiviteterne endelig fokusere på opbygning og styrkelse af ungdomsorganisationers og unges kapacitet, navnlig i de partnerlande, der er omfattet af aktionen.

De finansierede projekter vil kunne integrere en bred vifte af samarbejds-, udvekslings- og kommunikationsaktiviteter samt andre aktiviteter, som:

  • bidrager til at fremme politisk dialog, samarbejde, netværkssamarbejde og udveksling af praksis
  • fremmer strategisk samarbejde mellem ungdomsorganisationer og offentlige myndigheder, især i tilskudsberettigede partnerlande
  • fremmer samarbejdet mellem ungdomsorganisationer og organisationer på uddannelsesområdet samt med organisationer fra arbejdsmarkedet
  • opbygger kapaciteten i ungdomsråd, ungdomsplatforme og lokale, regionale og nationale myndigheder, der beskæftiger sig med ungdomsområdet, navnlig i tilskudsberettigede partnerlande
  • forbedrer ungdomsorganisationernes ledelse, forvaltning, innovationskapacitet, lederskab og internationalisering, især i tilskudsberettigede partnerlande
  • støtter udviklingen af oplysnings- og bevidstgørelseskampagner samt udviklingen af informations-, kommunikations- og medieredskaber
  • bidrager til at udvikle metoder, værktøjer og materialer til ungdomsarbejde
  • skaber nye former for ungdomsarbejde og levering af uddannelse og støtte fremmer ikkeformel læringsmobilitet.

Eksempler på aktiviteter omfatter:

  • udvikling af værktøjer og metoder til social og faglig udvikling af ungdomsarbejdere og undervisere
  • udvikling af ikkeformelle læringsmetoder, navnlig metoder, der fremmer erhvervelse/forbedring af kompetencer, herunder mediekundskab
  • udvikling af nye former for praktikordninger og studier af virkelige cases fra samfundet
  • udvikling af nye former for ungdomsarbejde, navnlig strategisk brug af åben og fleksibel læring, virtuelt samarbejde, åbne uddannelsesressourcer og bedre udnyttelse af potentialet inden for IKT
  • tilrettelæggelse af arrangementer/seminarer/workshopper/udveksling af god praksis med henblik på samarbejde, netværkssamarbejde, bevidstgørelse og peerlæring
  • tilrettelæggelse af mobilitetsaktiviteter for unge og/eller ungdomsarbejdere med det formål at teste værktøjer og metoder, som partnerskabet har udviklet. Bemærk, at mobilitetsaktiviteterne skal være sekundære i forhold til aktionens hovedmål og skal bidrage til og understøtte opfyldelsen af disse mål.

Igangsætning af et projekt

Et kapacitetsopbygningsprojekt på ungdomsområdet består af fire faser, som begynder, allerede inden projektforslaget udvælges til finansiering[1], f.eks. 1) identifikation og iværksættelse af et projekt, 2) projektforberedelse, -udformning og -planlægning, 3) projektgennemførelse og overvågning af aktiviteter og 4) projektrevision og konsekvensanalyse.

De deltagende organisationer og deltagere, der er involveret i aktiviteterne, bør deltage aktivt i alle disse faser, så de forstærker deres læringserfaring.

  • Identifikation og iværksættelse: Udpeg et problem, et behov eller en mulighed, som din projektidé kan omhandle, i forbindelse med indkaldelsen. Udpeg de centrale aktiviteter og de vigtigste resultater, der kan forventes af projektet. Kortlæg de relevante interessenter og potentielle partnere. Opstil projektets mål. Sørg for, at projektet er tilpasset de deltagende organisationers strategiske mål. Udfør indledende planlægning for at få en god start på projektet, og indsaml alle de oplysninger, kræves for at fortsætte til næste fase osv.
  • Forberedelse, udformning og planlægning: Angiv projektets omfang og dets hensigtsmæssige tilgang. Beskriv klart den foreslåede metode til at sikre overensstemmelse mellem projektets mål og aktiviteter. Fastlæg en tidsplan for de planlagte opgaver. Opstil et estimat over de nødvendige ressourcer, og uddyb projektet i detaljer, f.eks. behovsvurdering. Fastlæg robuste mål og effektindikatorer (specifikke, målbare, opnåelige, relevante og tidsbestemte). Opstil projekt- og læringsresultater. Fastlæg arbejdsprogram, aktivitetsformater, forventet virkning og det anslåede samlede budget. Udarbejd en projektgennemførelsesplan og en robust og realistisk kommunikationsplan, der omfatter de strategiske aspekter af projektstyring, overvågning, kvalitetskontrol, rapportering og formidling af resultater. Fastlæg de praktiske ordninger, og bekræft målgrupperne for de planlagte aktiviteter. Indgå aftaler med partnere, udarbejd forslaget osv.
  • Gennemførelse og overvågning af aktiviteter: Gennemfør projektet efter planen i overensstemmelse med kravene om rapportering og kommunikation. Overvåg igangværende aktiviteter, og vurdering af projektresultaterne i forhold til projektplanerne. Identificer og træf korrigerende foranstaltninger for at håndtere afvigelser fra planerne, problemer og risici. Identificer tilfælde af manglende overensstemmelse med de fastsatte kvalitetsstandarder, træf korrigerende foranstaltninger osv.
  • Revision og konsekvensanalyse: Vurder projektresultaterne i forhold til projektmål og gennemførelsesplaner. Evaluer aktiviteterne og deres indvirkning på forskellige niveauer, del og udnyt projektets resultater, osv.

Horisontale aspekter, der skal tages i betragtning ved udformningen af projektet:

Ud over opfyldelsen af de formelle kriterier og etableringen af bæredygtige samarbejdsordninger med alle projektpartnere kan følgende elementer bidrage til at øge virkningen og den kvalitative gennemførelse af kapacitetsopbygningsprojekter gennem de forskellige projektfaser. Ansøgerne opfordres til at tage disse muligheder og dimensioner i betragtning, når de udformer deres projekter.

Miljømæssig bæredygtighed

Projekterne bør udformes på en miljøvenlig måde og bør omfatte grøn praksis i alle led. De involverede organisationer og deltagere bør benytte en miljøvenlig tilgang, når de udformer projektet, hvor alle, der er involveret i projektet tilskyndes til at drøfte og lære om miljøspørgsmål, overveje, hvad der kan gøres på forskellige niveauer, og hjælpe organisationer og deltagere med at udvikle alternative grønnere måder at gennemføre projektaktiviteterne på.

Inklusion og mangfoldighed

Erasmus+-programmet har til formål at fremme lige muligheder og adgang, inklusion, mangfoldighed og retfærdighed i alle dets aktioner. For at gennemføre disse principper er der udviklet en strategi for inklusion og mangfoldighed for bedre at kunne nå deltagere fra mere forskelligartede baggrunde, navnlig deltagere med færre muligheder, som har vanskeligt ved at deltage i europæiske projekter. Organisationer bør udforme tilgængelige og inkluderende projektaktiviteter under hensyntagen til synspunkter fra deltagere med færre muligheder, som også bør inddrages i beslutningsprocessen gennem hele forløbet.

Den digitale dimension

Virtuelt samarbejde og eksperimenter med virtuelle og blandede læringsmuligheder er afgørende for vellykkede projekter. Projekter opfordres eksempelvis kraftigt til at anvende Den Europæiske Ungdomsportal og platformen for EU-strategien for unge til at samarbejde før, under og efter projektaktiviteterne.

Fælles værdier, samfundsmæssigt engagement og deltagelse

Projekterne støtter aktivt medborgerskab og etik, og de fremmer udviklingen af sociale og interkulturelle kompetencer, kritisk tænkning og mediekendskab. Der vil også blive fokuseret på at øge bevidstheden om og forståelsen af Den Europæiske Unions placering i verden.

Hvilke kriterier skal opfyldes for at ansøge om et kapacitetsopbygningsprojekt på ungdomsområdet?

Kriterier for tilskudsberettigelse

For at komme i betragtning til Erasmus+-tilskud skal projektforslag vedrørende kapacitetsopbygning på ungdomsområdet opfylde følgende kriterier:

Hvem kan ansøge?

Følgende organisationer kan deltage som koordinator:

  • NGO'er (herunder europæiske NGO'er på ungdomsområdet og nationale ungdomsråd), der er aktive på ungdomsområdet
  • offentlige myndigheder på lokalt, regionalt eller nationalt niveau.

Organisationen ansøger på vegne af alle deltagende organisationer, der er involveret i projektet, og skal være lovligt etableret og beliggende i et Erasmus+-programland.

Hvilke typer organisationer kan deltage i projektet?

Enhver offentlig eller privat organisation, herunder dens eventuelle tilknyttede enheder, der arbejder med eller for unge uden for formelle rammer, og som er etableret i et Erasmus+-program- eller partnerland[2].

En sådan organisation kan f.eks. være:

  • en almennyttig organisation, sammenslutning eller NGO (herunder europæiske ungdoms-NGO'er)
  • et nationalt ungdomsråd
  • en offentlig myndighed på lokalt, regionalt eller nationalt niveau
  • en uddannelses- eller forskningsinstitution
  • en fond.

Offentlige eller private virksomheder (små, mellemstore eller store virksomheder (herunder sociale virksomheder) kan deltage. Denne aktion er primært er rettet mod foreninger, NGO'er og mere generelt almennyttige organisationer, men organisationer, der arbejder med fortjeneste for øjet, kan deltage, hvis der påvises en klar merværdi for projektet. Hvis der er tale om kapacitetsopbygningsmål skal koordineringsopgaverne imidlertid varetages af almennyttige organisationer.

Antal deltagende organisationer og deres profil

Kapacitetsopbygningsprojekter er tværnationale og involverer mindst to organisationer fra to forskellige programlande og to organisationer fra mindst ét tilskudsberettiget partnerland (dvs. mindst fire organisationer fra mindst tre lande).

Antallet af organisationer fra programlande må ikke være højere end antallet af organisationer fra partnerlande.

Sted for aktiviteterne

Aktiviteten skal finde sted i de lande, hvor de deltagende organisationer er etableret, med undtagelse af behørigt begrundede tilfælde vedrørende aktionens mål.

Hvis det er begrundet i forhold til projektets mål eller gennemførelse:

    • kan aktiviteterne kan også gennemføres på en EU-institutions hjemsted, selv hvis der i projektet ikke deltager organisationer fra det land, hvori institutionen befinder sig
    • kan aktiviteter, der indebærer deling og fremme af resultater også gennemføres på relevante tematiske tværnationale begivenheder/konferencer, der afholdes i program- eller partnerlande.

Projektets varighed

Kapacitetsopbygningsprojektets varighed kan være et, to eller tre år. Ansøgeren skal vælge varighed i forbindelse med ansøgningen baseret på projektets mål og den type aktiviteter, der er planlagt i perioden.

Hvor ansøger man?

Hos Det Europæiske Forvaltningsorgan for Uddannelse og Kultur (EACEA).

Indkaldelsens ID: ERASMUS-YOUTH-2021-CB

Hvornår ansøger man?

Ansøgere skal indsende deres tilskudsansøgning senest den 1. juli kl. 17 (Bruxellestid).

Andre kriterier

Den samme ansøger må kun indgive ét forslag pr. frist. Hvis der indgives mere end ét forslag af den samme ansøger, tages kun det forslag, der blev indsendt først, i betragtning, mens de øvrige automatisk afvises.

Ansøgerorganisationer vil blive vurderet ud fra de relevante udelukkelses- og udvælgelseskriterier. Nærmere oplysninger om, hvordan man ansøger, findes denne guides i del C.

Forventet virkning

De projekter, der ydes tilskud til, bør demonstrere deres forventede virkning ved at:

  • bidrage til prioriteterne for "Engagement. Netværk. Mobilisering" i EU-strategien for unge 2019-2027
  • bygge videre på resultaterne af EU's ungdomsmål, ungdomsdialogen og andre ungdomsprojekter
  • forbedre inddragelsen af unge i det demokratiske liv med hensyn til aktivt medborgerskab og engagement med beslutningstagere (mobilisering, nye færdigheder, inddragelse af unge i projektudformning osv.), især i tilskudsberettigede partnerlande
  • forbedre unges iværksætter- og innovationskapacitet i partnerlande
  • forbedre ungdomssektorens kapacitet til at arbejde tværnationalt med fokus på inklusion, solidaritet og bæredygtighed
  • fremme og bidrage til tværnational læring og tværnationalt samarbejde mellem unge og beslutningstagere, især i tilskudsberettigede partnerlande
  • opskalere eksisterende praksis og opsøgende arbejde partnerskabet, herunder ved god brug af digitale midler til at holde forbindelsen, selv i tilfælde af afsides beliggenhed og isolation
  • kæde resultaterne sammen med lokalsamfund, skabe jobmuligheder og fremme innovative idéer, der kan kopieres og opskaleres i andre sammenhænge i partnerlande
  • påvise inklusion af og tilgængelighed for målgrupper med færre muligheder og personer i partnerlande
  • udvikle nye værktøjer og ikkeformelle læringsmetoder, særlig metoder, der fremmer erhvervelse/forbedring af kompetencer, herunder mediekundskab og innovativ praksis, især i tilskudsberettigede partnerlande
  • formidle deres resultater på en effektiv og tiltrækkende måde blandt unge, der er involveret i ungdomsorganisationer.

Tildelingskriterier

Projektets relevans

(højst 30 point)

  • Forslagets relevans med hensyn til aktionens mål.
  • I hvor høj grad:
  • målsætningerne er klart definerede, realistiske og omhandler spørgsmål, der er relevante for de deltagende organisationer og målgrupperne
  • forslaget er innovativt og/eller supplerer andre initiativer, der allerede er gennemført af de deltagende organisationer
  • kapacitetsopbygningsaktiviteterne er klart definerede og har til formål at forstærke de deltagende organisationers kapacitet
  • projektet involverer unge med færre muligheder.

Kvaliteten af projektets udformning og gennemførelse

(højst 30 point)

  • Klarhed, fuldstændighed og kvalitet i arbejdsprogrammet, herunder tilstrækkelige forberedelses-, gennemførelses-, overvågnings-, evaluerings- og formidlingsfaser
  • Den foreslåede metodes hensigtsmæssighed og kvalitet i forhold til at imødekomme de identificerede behov
  • Sammenhæng mellem projektmålsætningerne og de foreslåede aktiviteter
  • Arbejdsplanens kvalitet og effektivitet, herunder i hvilket omfang de ressourcer, der er tildelt arbejdspakkerne, er i overensstemmelse med deres mål og leverancer
  • Kvaliteten af de foreslåede ikkeformelle læringsmetoder
  • Kvaliteten af metoder til anerkendelse og validering af deltageres undervisningsresultater og konsekvent brug af europæiske gennemsigtigheds- og anerkendelsesværktøjer
  • Tilstedeværelsen og relevansen af foranstaltninger til kvalitetskontrol, som skal sikre, at projektet gennemføres med høj kvalitet, rettidigt og inden for budgettet
  • I hvor høj grad projektet er omkostningseffektivt og tildeler passende midler til de enkelte aktiviteter
  • Hensigtsmæssigheden af foranstaltningerne til at udvælge og/eller inddrage deltagere i eventuelle mobilitetsaktiviteter (se "Deltagernes beskyttelse, sundhed og sikkerhed" i denne guides i del A og andre krav og anbefalinger, der gælder for mobilitetsprojekter under nøgleaktion 1).

Kvaliteten af partnerskabet og samarbejdsaftalerne

(højst 20 point)

  • I hvor høj grad:
  • projektet omfatter en passende sammensætning af supplerende deltagende organisationer med den profil, erfaring og ekspertise, der er nødvendig for vellykket levering af alle aspekter af projektet,
  • fordelingen af ansvarsområder og opgaver viser alle deltagende organisationers engagement og aktive bidrag.
  • Tilstedeværelse af effektive mekanismer for koordinering og kommunikation mellem de deltagende organisationer og med andre interessenter

Virkning

(højst 20 point)

  • Kvaliteten af metoder til evaluering af resultaterne af projektet
  • Projektets potentielle virkning:
  • på deltagere og deltagende organisationer i og efter projektets levetid
  • uden for de organisationer og enkeltpersoner, der deltager direkte i projektet, på lokalt, regionalt, nationalt og/eller internationalt niveau.
  • Kvaliteten af formidlingsplanen: Formålstjenligheden og kvaliteten af metoder til deling af projektresultaterne i og uden for de deltagende organisationer
  • Hvis det er relevant, beskriver forslaget, hvordan de producerede materialer, dokumenter og medier vil blive stillet frit til rådighed og udbredt via åbne licenser, og forslaget indeholder ikke uforholdsmæssigt store begrænsninger
  • Kvaliteten af planerne for at sikre projektets bæredygtighed: projektets mulighed for fortsat at have en effekt og skabe resultater, efter at EU-tilskuddet er brugt op.

For at komme i betragtning til finansiering skal forslag opnå mindst 60 point. De skal desuden opnå mindst halvdelen af det højest mulige antal point i hver af de ovennævnte kategorier af tildelingskriterier (dvs. mindst 15 point for kategorierne "projektets relevans" og "kvaliteten af projektets udformning og gennemførelse" og 10 point for kategorierne "kvaliteten af partnerskabet og samarbejdsaftalerne" og "virkning").

I tilfælde af lighed prioriteres projekter, der opnår den højeste score under kriteriet "projektets relevans" og derefter "virkning".

Generelt og inden for rammerne af de eksisterende nationale og europæiske retlige rammer bør resultaterne gøres tilgængelige som åbne uddannelsesressourcer og på relevante faglige, sektorspecifikke eller kompetente myndigheders platforme. Forslaget beskriver, hvordan data, materialer, dokumenter, audiovisuelt indhold og aktiviteter på sociale medier, der er produceret, vil blive stillet frit til rådighed og udbredt via åbne licenser, og forslaget indeholder ikke uforholdsmæssigt store begrænsninger.

Hvilke finansieringsregler gælder?

Denne aktion følger en finansieringsmodel med faste beløb. Størrelsen af det faste engangsbidrag bestemmes for hvert tilskud på grundlag af det anslåede budget til den aktion, som ansøgeren har foreslået. Den tilskudsydende myndighed fastsætter det faste beløb for hvert tilskud på grundlag af forslaget, vurderingsresultatet, finansieringssatserne og det maksimale tilskudsbeløb, der er anført i indkaldelsen.

EU-tilskuddet pr. projekt vil variere fra mindst 100 000 EUR til højst 300 000 EUR.

Hvordan fastsættes projektets faste beløb?

Ansøgerne skal udfylde en detaljeret budgetoversigt i overensstemmelse med ansøgningsskemaet under hensyntagen til følgende:

  1. Tilskudsmodtageren eller -modtagerne bør anføre et tilstrækkeligt detaljeret budget, der er opstillet i sammenhængende arbejdspakker (f.eks. opdelt i "projektstyring", "uddannelse", "tilrettelæggelse af arrangementer", "forberedelse og gennemførelse af mobilitet", "kommunikation og formidling", "kvalitetssikring" osv.).
  2. Forslaget skal beskrive de aktiviteter, der er omfattet af hver arbejdspakke.
  3. Ansøgerne skal i deres forslag angive en fordeling af de anslåede omkostninger, som viser andelen pr. arbejdspakke (og inden for hver arbejdspakke den andel, der er tildelt hver tilskudsmodtager og hver tilknyttet enhed).
  4. De beskrevne omkostninger kan dække personaleomkostninger, rejse- og opholdsomkostninger, omkostninger til udstyr, omkostninger i forbindelse med underentrepriser samt andre omkostninger (formidling, offentliggørelse og oversættelse).

Forslagene vurderes efter standardprocedurerne for vurdering med assistance fra interne og/eller eksterne eksperter. Eksperterne vil vurdere forslagenes kvalitet i forhold til de krav, der er fastlagt i indkaldelsen, og aktionens forventede virkning, kvalitet og effektivitet.

Efter vurderingen af forslaget fastsætter den anvisningsberettigede det faste beløb under hensyntagen til resultaterne af den gennemførte vurdering. Det faste beløb begrænses til højst 80 % af det anslåede budget, som er fastsat efter evalueringen.

Tilskudsparametrene (maksimalt tilskudsbeløb, finansieringssats, samlede støtteberettigede omkostninger osv.) fastsættes i tilskudsaftalen.

Projektets resultater vil blive evalueret, når opgaverne er afsluttet. Finansieringsordningen vil gøre det muligt at fokusere på output snarere end input, så der lægges vægt på kvaliteten og omfanget af opfyldelsen af målbare mål.

Flere oplysninger kan findes i den modeltilskudsaftale, der findes på Kommissionens Funding & Tender Opportunities-portal (FTOP).

  1. Det skal bemærkes, at de forberedende aktiviteter kan indledes, inden forslaget indsendes eller udvælges til finansiering, men det er først muligt at afholde omkostninger og gennemføre aktiviteter, når tilskudsaftalen er underskrevet.

  2. Den detaljerede liste over lande, der er omfattet af denne aktion, offentliggøres på følgende adresse: https://ec.europa.eu/info/funding-tenders/opportunities/portal/screen/how-to-participate/reference-documents;programCode=EPLUS2027

.foot {font-size: 0.8em; margin-left: 2.5em; border-top: 1px solid black;} table, td, tr{border: 1px solid black; cellpadding="1"; cellspacing="1";}
Tagged in: