Offentliggjort: Januar 2021
Information og gennemsigtighed
- Fuldstændige oplysninger om kurset på forhånd: inden tilmeldingen skal deltagerne informeres om kursusudbyderens og den eller de involverede underviseres baggrund og tidligere erfaringer, målgruppen, den relevante baggrund i forhold til kursets læringsmål og -metoder, kursusgruppens størrelse og sammensætning, sprog, indhold, målsætninger, pædagogisk tilgang, undervisningsmetoder og læringsresultater samt datoer, varighed, sted og tidsplan for aktiviteterne.
- Ansøgningsprocessen: kursusudbyderen skal sikre en enkel, tilgængelig og gennemsigtig ansøgnings- og udvælgelsesproces.
- Forberedelse: Kursusudbyderen skal i god tid underrette deltagerne om, hvordan de skal forberede sig, og hvilket materiel de skal bruge til kurset eller uddannelsen.
- Gennemsigtige omkostninger: inden tilmeldingen skal deltagerne have klar information om alle gebyrer, der er nødvendige for at deltage i kurset, samt en liste over, hvad disse gebyrer dækker. Deltagerne skal også gøres opmærksom på eventuelle tilvalg, der skal betales separat. Vilkårene og betingelserne for at deltage i kurset skal fastlægges skriftligt.
- Ændringer og aflysninger: i tilfælde af ændringer i gebyrer, indhold, datoer, sted eller tidsplan for aktiviteterne skal deltageren have mulighed for at aflyse sin deltagelse uden ekstra omkostninger og med et rimeligt varsel. Aflysning af deltagelse og godtgørelse i tilfælde af begivenheder, der ligger uden for deltagerens og kursusudbyderens kontrol (såsom naturkatastrofer eller alvorlige transportforstyrrelser), skal indgå i kursets vilkår og betingelser.
Indhold og pædagogik
- Undervisning af høj kvalitet: de pædagogiske tilgange skal være hensigtsmæssige, ajourførte og tilpasset deltagernes læringsbehov og kompetenceniveau. Kurset bør kombinere teori med praktik og have en passende praksis for tilsyn og evaluering med klar feedback til deltagerne.
- Inspirerende og interaktiv læring: kurset bør udløse refleksioner og nye perspektiver for hver deltager. Det bør være engagerende og interaktivt, og det bør fremme udveksling og produktiv dialog mellem deltagerne. Kursusudbyderen skal sikre, at de ansatte er positive, konstruktive, respektfulde og skaber et understøttende læringsmiljø.
- Pålideligt, innovativt og relevant indhold: kursets indhold skal være ajourført og evidensbaseret, og det skal trække på den seneste forskning og praksis på området. Det bør stå klart, hvordan kursets indhold hænger sammen med kursets emne, og hvordan det kan anvendes af deltagerne i deres egen kontekst.
- Brug af digitale værktøjer og blandet læring: det anbefales kraftigt at anvende digitale værktøjer for at berige og supplere læringsprocessen før, under eller efter det fysiske kursus. Onlinelæring bør gennemføres med et passende læringsstyringssystem og kombinere både synkron (alle former for læring, hvor lærere/undervisere og elever befinder sig på samme sted og på samme tid) og asynkron læring (alle former for læring, der ikke finder sted på samme sted og på samme tid).
Europæisk dimension
- Europæiske værdier og politikker: kurset bør afspejle EU's værdier og bidrage til de europæiske politikker, der støttes af programmet Erasmus+.
- Gruppens sammensætning og netværksmuligheder: kursusudbyderen bør sikre, at sammensætningen af gruppen og kurset giver deltagerne mulighed for at mødes med deres kolleger fra andre lande. Deltagerne bør kunne udveksle forskellige former for praksis og erfaring, drage fordel af tværkulturel læring og etablere kontakter med potentielle partnere med henblik på fremtidigt samarbejde og udveksling.
Tjenester og faciliteter
- Støtte: kursusudbyderen skal før, under og efter kurset besvare spørgsmål, forespørgsler og anmodninger fra deltagerne rettidigt og effektivt.
- Kvalificeret personale: de lærere, undervisere og foredragsholdere, der står for kursusindholdet, skal have tilstrækkelige kvalifikationer, anerkendt og ajourført ekspertise og erfaring til at gennemføre kurset eller uddannelsesprogrammet. De skal kunne undervise og interagere med et multikulturelt publikum og have kendskab til det sprog, som kurset afholdes på.
- Kursets varighed og tidsplan: kursets varighed skal stå i et rimeligt forhold til kursets målsætninger. En dags fysiske kursusaktiviteter skal omfatte mindst fem timers læringsaktiviteter (varigheden kan også baseres på et gennemsnit af alle kursets arbejdsdage). Andre aktiviteter bør supplere de formelle læringsaktiviteter for at styrke det sociale, kulturelle og faglige samspil mellem deltagerne.
- Sted: kursusstederne (eller kursusformatet i tilfælde af onlinesessioner) skal tilpasses de fastlagte læringsmål og anvendte læringsstrategier. Stedet skal være passende for antallet af deltagere, overholde relevante sundheds- og sikkerhedsstandarder og være tilgængeligt for personer med handicap.
- Inklusion: kursusudbydere skal udbyde deres tjenester på en inklusiv måde uden nogen form for forskelsbehandling. Der skal lægges særlig vægt på at sikre lige adgang for deltagere med særlige undervisningsbehov.
- Feedback: deltagerne skal have mulighed for at bedømme kurset og give feedback om deres oplevelse. Feedbacken bør anvendes til at forbedre de kommende kurser. Kursusudbyderen skal også give mulighed for klager. Indgivne klager skal behandles rettidigt, effektivt, retfærdigt og konstruktivt.
Opfølgning
- Fortsat læring: kursusudbyderen bør vejlede deltagerne om, hvordan de kan følge op på og bygge videre på resultaterne af kurset.
- Gennemslagskraft i institutionerne: kursusudbyderen bør tilbyde vejledning og materiale til at omsætte erhvervet viden og kompetencer i praksis i deltagernes institutioner.
- Certificering af læringsudbytte: deltagerne skal have et certifikat. Det skal omfatte deltagerens navn, en kort beskrivelse af kurset og dets læringsresultater, datoer, steder, navnet på kursusudbyderen og underviserne. Det anbefales kraftigt at anvende europæiske anerkendelsesværktøjer (f.eks. Europass).