Erhvervsuddannelse (medarbejderes muligheder for at undervise)
Oversigt
Erasmus+ understøtter undervisningsperioder ved erhvervsuddannelsesinstitutioner i udlandet.
Hvis du arbejder på en erhvervsuddannelse, kan du komme til at undervise i en anden organisation i lande, der er associeret med Erasmus (tidligere kendt som Erasmus+-programlande).
Sådanne organisationer kan omfatte virksomheder, offentlige organer, arbejdsmarkedets parter, forskningsinstitutter og ikke-statslige organisationer.
Sådan ansøger man
Du kan ikke ansøge om tilskud som enkeltperson. Ansøgningerne udfærdiges af erhvervsuddannelsesinstitutionerne, som også udvælger ansøgerne til undervisningsforløb i udlandet blandt deres medarbejdere.
Udvælgelsen af ansatte til at undervise i udlandet skal være fair, inkluderende, åben og veldokumenteret.
Modtagerorganisationer kan invitere undervisere, lærere, politiske eksperter eller andre kvalificerede fagfolk fra udlandet, som kan hjælpe med at forbedre undervisningen og læringen i organisationen. Modtagerorganisationer kan også modtage undervisere, som er under uddannelse, og som ønsker at gennemføre en praktikperiode i udlandet.
Varighed
Et undervisningsophold skal vare mindst to dage og kan vare op til et år. Hertil kommer rejsetid.
Betingelser
For at du kan undervise i udlandet via Erasmus+, skal din erhvervsuddannelsesinstitution ansøge om at få en Erasmus-akkreditering inden for erhvervsuddannelse eller om at deltage i et kortsigtet mobilitetsprojekt. I begge tilfælde skal organisationerne overholde en række kvalitetsstandarder for mobilitetsprojekter med hensyn til god forvaltningspraksis, kvalitetundervisning, støtte til deltagerne og deling af resultater og viden om programmet.
Inden du begynder på dit undervisningsophold, skal du, din hjeminstitution og værtsinstitutionen underskrive en mobilitetsaftale. I denne aftale angives dine læringsmål, rettigheder og forpligtelser, og der står også, hvordan din undervisningsperiode anerkendes formelt.
Økonomisk støtte
EU-tilskud betales til den koordinerende organisation (din institution eller en koordinator for et mobilitetskonsortium) og går til at dække dine rejse- og leveomkostninger under dit udlandsophold og til at yde organisatorisk støtte til de deltagende organisationer.
Derudover støtter Erasmus+-programmet inklusion af mindre priviligerede deltagere.
Læs mere
Kontakt din erhvervsuddannelsesinstitution, og se om disse muligheder er åbne for dig.
I programguiden for Erasmus+ finder du nærmere oplysninger om tildelings- og støtteberettigelseskriterier og tilskudsregler.
De nationale agenturer kan hjælpe dig med forespørgsler og ansøgninger.
Last updated: